Joint venture i Belfast


Blue Water Shipping har indgået partnerskab med Michael F. Ewings Shipping omkring havneagentur og marine-relaterede aktiviteter i Belfast, Nordirland.

"Med de nye kajfaciliteter bliver Belfast en havn, som virkelig får mulighed for at markere sig inden for offshore vind i forbindelse med de kommende projekter i blandt andet det Irske Hav. Det er derfor meget attraktivt for Blue Water Shipping at etablere sig i netop Belfast, siger Kurt Skov, grundlægger og administrerende direktør for Blue Water Shipping.

Etablering i Belfast passer ind i Blue Water Shippings strategi om at være stærkt repræsenteret i de nordeuropæiske havne, som har offshore vindmølle-aktiviteter. I det hele taget spiller Blue Water Shipping en betydelig rolle inden for offshore vindmølle-industrien i relation til transport, logistik og havne-relaterede aktiviteter. Firmaet er således involveret i adskillige igangværende nordeuropæiske offshore vindmølle-projekter herunder London Array, Sheringham Shoal og Anholt Offshore Wind Farm.

"Vi har betydelig erfaring fra mange store, internationale projekter, men uden det lokale kendskab, er det vanskeligt at kunne levere en førsteklasses service. Derfor har vi valgt at lave et joint venture med Michael F. Ewings Shipping, som har et stærkt setup i Belfast med god fokus på de værdier, som en aktiv agent og operatør skal have. Michael F. Ewings har ligeledes god erfaring fra Robin Rigg og Ormonde projekterne, så de er langt fra nybegyndere i dette segment, og det har selvfølgelig også haft en indvirkning på vores beslutning omkring samarbejde", siger Kurt Skov, der på billedet ses sammen med Michael og Mark Ewings samt Blue Water Shippings Søren Stougaard og Jacob Kjærgaard, da samarbejdsaftalen for nyligt blev underskrevet i Blue Water Shippings hovedkvarter i Esbjerg.

Aftalen betyder, at Blue Water Shipping etablerer kontor i Belfast, og dermed har firmaet 54 kontorer i 26 lande.



For yderligere information, venligst kontakt Administrerende direktør Kurt Skov på +45 7913 4001 eller ksk@bws.dk


© Blue Water Shipping A/S


Udgivet den 18.05.12